Jeg fik en mail som svar på et nyhedsbrev, hvor jeg delte noget af min personlige historie om stress og stressrelease. Du kan læse om mig og min historie her og om hvordan mit ophav gav mig min indre drivkraft.
“Din Qigong virkede provokerende på mig”
Min læser, som kun benævnes med fornavn her, skrev bla. sådan her til mig:
“Lyder bare helt fantastisk Vibeke med din historie – jeg har selv været mega syg af stress og udbrændthed, angst og deslige – er heldigvis ved at være rask – jeg modtog dine øvelser i 2015 – men orkede dem ikke – de virkede provokerende på mig. På fredag skal jeg prøve Qigong sammen med nogle andre – det glæder jeg mig til og så må jeg øve en øvelse ad gangen fra dit WebQigong. Vh. Birgitte” (Du kan læse om WebQigong her.)
Med den erfaring jeg har med stress og heling af stress blev jeg meget nysgerrig på Birgittes oplevelse af at øvelserne virkede provokerende.
Mit første svar var et spørgsmål
Jeg skrev derfor til Birgitte:
“Kære Birgitte
Jeg er så glad for at høre, at jeg kan inspirere og bringe håb måske endda også. Dejligt at du er ved at være rask igen. Det lyder som en større omgang, du har været igennem.
Må jeg svare dig i et brevkassesvar med kun dit fornavn? Det er nemlig et meget spændende aspekt, som du bringer op.
I så fald har jeg behov for at spørge lidt ind til på hvilken måde, du oplevede øvelserne i 2015 provokerende. Hvor tit prøvede du dem og i hvilken tilstand var du, hvis du kan huske det?Kh Vibeke
Birgittes anden mail – “måske er jeg angst for bevægelse?“
Jeg modtog dette svar og det har siden ført til flere mails. I dette brevkassesvar har jeg samlet relevant viden i forhold til Birgittes henvendelse.
“Tak for dine spørgsmål – det gav virkelig stof til eftertanke og ny indsigt.
Det bliver lidt følelsesladet det her 😵
Nu har du vist taget mig på sengen med ordet “provokerende”! For jeg tænkte på rysteøvelsen i 2015 -den syntes jeg var skrækindjagende/heftig, ja ligefrem modbydelig – sikken nogle heftige ord jeg kan bruge, men det har de været – måske pga. min dysfunktionelle opvækst med trusler på livet og meget andet der skræmte mig fra vid og sans. Så alt med høje lyde (klangmassage f.eks.)og bevægelser i det hele taget (slåskampe/skænderier) har virket truende på mig.
I dag kan jeg godt gøre øvelsen og synes den virker sjov når jeg står i den. Så måske i stedet for ordet provokerende – er det måske mere angst for bevægelser ?
Jeg prøvede lige nogle af øvelserne fra 2015 – jeg kom til nr. 5 så brød jeg i heftig gråd – det er stadig hårdt for ben og arme og ryg – så nok derfor jeg ikke har fortsat. Mine arme var for trætte så jeg havde svært ved at holde dem oppe og benene gjorde bare ondt.
Jeg håber det giver mening?
Måske sætter Qigongøvelserne gang i tankeprocessen?
I nat lå jeg og tænkte på dine spørgsmål og fik den indsigt at qigong er det modsatte af hvad jeg har lært i min opvækst – det feminine aspekt som blidhed, ømhed, omsorg, tålmodighed, omfavnende og kærligt. Der kunne det provokerende også komme ind i billedet.
Så i nat opdagede jeg så denne forskel i det hårde maskuline som “du skal bare tage dig sammen”, hårdt og brutalt ( jeg var også ekstrem sensitiv, så alt har gjort ekstra ondt på mig) og denne feminine side som har lidt så meget over ikke at komme til udtryk, men undertrykt (ingen kære mor) det var en skøn indsigt at få, at det er det jeg er i gang med at lære, tænke mere kærligt om mig selv. Forskellen var markant – at se denne smerte opløses af kærligheden.
Tanker om natten kan også give indre fred
At tænke denne blidhed ind når jeg udfører øvelserne er motiverende i stedet for en opgave, et krav, men en nydelse. Det er Qigong. Måske var det øvelserne, der satte den tankeproces i gang?
Jeg vil gerne Qigong for det er så skønt at læse om gevinsterne og jeg er vel også kommet så langt ned i gear, men jeg vil vist stadig for meget – for hurtigt 😵
Men jeg så din første basis øvelse på dit WebQigong, hvor du fortæller så fint hvordan man passer på ikke at gå for langt. Det er nok derfra jeg kunne fortsætte. Men hvor meget eller hvor lidt vil passe til mig Vibeke ?
Kærlig hilsen Birgitte”
Hvordan hjælper vi bedst hinanden?
Nogle gange er spørgsmål den bedste hjælp, vi kan give andre mennesker. Spørgsmål åbner sindet for at finde de svar, som allerede er inde i os. Tit har vi ikke givet os selv tid, plads og lov til at lytte efter den indre stemme. Når vi ikke længere lytter til den indre stemme, så fjerner vi os fra os selv og det er ofte første skridt til at starte en ubalance, som kan føre til stress eller andre fysiske gener som fx smerter eller sygdom. Vi har brug for at genlære at lytte til vores indre stemme. Det kan du fx gøre på MeTreat – I tomheden får hjertet sin stemme.
Ved at give Birgitte mulighed for at undersøge, hvad der lå i brugen af ordet provokerende fik hun mulighed for at finde indsigter, som kan bringe endnu mere balance i hendes hverdag og liv. Og ikke mindst finde fred med sin historie. Det er en vigtig stressrelease.
Den nysgerrighed jeg viste Birgitte var modsat, hvad hun har kendt. Min interesse signalerede, at hendes oplevelse betød noget, at hun havde noget at bidrage med. Det er endnu en vigtig ting, vi kan gøre for hinanden. Være nysgerrige på os selv og hinanden, så vi kommer til at føle os værdifulde. Det betyder nemlig også, at vi ubevidst føler os trygge ved at finde svaret, for spørgeren vil jo gerne vide det. Så tør vi godt undersøge det, for vi har en at dele det med. Vi er ikke alene (mere…?).
“Universet Ryster” ryster dit indre univers!
Da jeg læste Birgittes første mail, var jeg godt klar over, at det formentlig var rysteøvelsen – Universet Ryster, som provokerede hende og jeg havde også en rigtig god fornemmelse af hvorfor. Universet Ryster er en stressrelease og grounding øvelse.
Universet Ryster – er en oldgaaaaammmel medicinsk øvelse
Øvelsen er flere tusinde år gammel og en del af den traditionelle kinesiske medicin. At ryste kroppen får kroppens væv til at slippe spændinger. Vores muskler og bindevæv holder vores skelet sammen og dermed udfører de væsentlige funktioner, for at vi som mennesker overhovedet kan bevæge os og (over-) leve. Stressrelease var i urtiden en instinktiv mekanisme i vores system ligeså vel som stressresponsen.
Stress, chok og traumer udløser en stressreaktion i kroppen, som får musklerne til at gøre klar til at kæmpe, flygte eller “spille død”. “At spille død er en instinktiv overlevelsestrategi. Kroppen “stivner” og kan samtidig opleves helt slatten, som om vi er døde. Instinktivt er kroppen slatten i denne tilstand indtil en mulighed for at kæmpe eller flygte opstår, så kan kroppen vågne og vi kan bevæge os igen. Du kan her læse mere om hvad stress er og hvad der kan udløse stress. Du kan her læse om akut stresshåndtering og dermed stressrelease. Og du kan læse mere om de tre kropslige reaktioner udløst af stress her.
Ved stress, chok og traumer er det især bestemte muskler, som trækker sig sammen. Den sammentrækning af muskulaturen forbliver i en vis udstrækning i vævet, hvis det ikke bevæges.
Stressrelaterede muskler
De mest påvirkelige muskler er de tre, der kaldes musculus Ilio-psoas. Det er tre muskler som sammen er placeret i bækken- og lændeområdet. Psoasmuskelgruppen, som den også kaldes, knytter over- og underkrop, bagside og forside sammen og har stor betydning for vores evne til at gå. Spændinger i denne muskelgruppe fører ofte til fx lændeproblemer, hofte- og knæproblemer for at nævne de hyppigste.
M. Psoas Major, Minor og M. Iliacus.
Hvis en stressrespons aktiveres og kroppen ikke anvender stresshormonerne i overlevelsesreaktion, så vil stresshormonerne fortsat påvirke vævet. Dyr ryster sig, når faren er ovre for at forløse denne spænding. Det gør vi mennesker ikke (længere) instinktivt. Vores intellektuelle evolution har fjernet os fra den type kropslighed. Det betyder, at vævet bliver kortere og mere stramt og efterhånden delvist ubevægeligt ofte i tiltagende grad over tid. Samtidig sidder de tanker og følelser, som er knyttet til oplevelsen fast i vævet. Så aktivering af vævet kan bringe disse tanker og følelser til overfladen. Hvis man har den type spændinger i kroppen, så vil man gradvist lukke mere og mere af for at mærke sin krops signaler. Dermed har man brug for stressrelease i disse muskulaturer.
Ved at ryste kroppen løsnes det stivnede væv og dermed frigives den stagnerede energi knyttet til. Det betyder at de fysiske symptomer af stivhed, spænding og fastlåsthed og de dertilhørende tanker og følelser, kan transformeres og slippe.
TRE – gammel vin på ny flaske men uden etiket
Den amerikanske Phd. Md David Bercelli har udviklet en rysteteknik kaldet TRE. Trauma Releasing Exercises. Jeg prøvede TRE i samme periode, hvor jeg mødte Universet Ryster. Det var, mens jeg var allermest stresset og smerteramt. TRE var meget hårdt for min smerteramte krop og for mig følelsesmæssigt og mentalt. Jeg følte den rev op i gamle oplevelser af stress og følelsesmæssige traumer uden at give mig hjælp til at håndtere disse. Jeg oplevede at jeg hulkede uhjælpeligt og følte mig meget alene med det. Jeg følte mig låst fast i ked-af-det-hed og i min oplevelse af elendighed. Jeg var udmattet i mindst et døgn efter sådan en session. Det skulle opleves som stressrelease, men jeg oplevede det som om, at TRE holdt mig fast i mine negative følelsesmønstre.
Derfor blev jeg ovenud begejstret for at møde Universet Ryster, som giver stressrelease, men på en langt blidere og mere humoristisk måde. Derudover giver øvelsen mulighed for at slippe både kort- og langvarig stressbelastning i krop og sind, mens man lærer at signalerne i kroppen er naturlige og at man trygt og roligt kan begynde at mærke kroppen og dens signaler.
Langvarig stressbelastning skaber overlevelsesmønster
I Birgittes tilfælde har hun lært at overhøre kroppens signaler og behov for at passe på sig selv. I stedet har hun skullet blive i situationer, som har skræmt hende og været ubehagelige. Dermed har hun været i en tilstand af “frys” og ikke oplevet stressrelease. Denne tilstand af “frys” er det, som mus gør, når katten fanger den. Den spiller død og når katten slipper den, spæner musen pludselig for livet.
Vi mennesker bliver tit i de situationer, som vedligeholder “frys” tilstanden. Det gør vi, fordi vores tanker og overbevisninger får os til at tro; “at det er vores egen skyld”, “at vi alligevel ikke kan ændre noget”, “at så slemt er det heller ikke” og/eller “han/hun mener det ikke så slemt”. Det kan også være andre tanker og overbevisninger, som holder os i situationen. Tankerne bliver et forsøg på at rationalisere en mening frem. Derved opstår en distancering fra det kropslige. Kroppens signaler bliver fx “svære”, “besværlige”, “irriterende”. Efterhånden lukker vi ned for at mærke kroppens signaler og lytter mere til tankerne. Disse kan medvirke til at skabe mere frygt og dermed mere indre stivnen.
Vi kan holde fast i eller give slip på mønstre
For nogle bliver det en vane at være i den tilstand af stress, som fremkalder en stivnet indre tilstand. Det betyder, at det at være i en stressrespons bliver “normalt”. Det bliver hverdagen. Og dermed medvirker vi til at “vedligeholde” denne tilstand. Det sker fx ved at være i krævende relationer, krævende job, presse sin daglige tidsplan osv. Sådan voksede jeg op og sådan fortsatte jeg mit eget liv til jeg gik ned med stress og mødte Qigong. Mit møde med Qigong gav mig den indsigt, at jeg selv var med til at vedligeholde en usund og ubalanceret levevis. Gradvist har jeg med Qigong sluppet stress i mit system og oplevet stressrelease. Jeg har vænnet min krop og mit sind til at turde at være i ro og turde tro på, at verden ikke vælter, fordi jeg trækker vejret og bare er i helt ro indeni. (Du kan læse mere om, hvordan den vane blev min indre drivkraft.)
Du kan ændre dit tankemønster ved at ryste dit univers
Når kroppen rystes i Universet Ryster, påvirker det den del af vores nervesystem, som er knyttet til vores proprioceptiske sans. Det er den sans, som fortæller os, hvor vi er i et rum og hvordan vores krop er placeret i forhold til sig selv og rummet. Er mit hoved oppe eller nede, til højre eller venstre for min midte, er jeg midt i rummet eller i hjørnet osv.
Når vi ryster og løsner kroppens spændinger overvældes vores krop bevidst med sanseindtryk. Det betyder, at nervesystemet i form af hjernen og sindet til sidst giver slip på forsøget på at kontrollere. Men det at mærke kroppens signaler så kraftigt kan provokere for at bruge Birgittes udtryk. For når kroppen rystes, slippes den mentale kontrol, som har fastholdt den indre stivnen.
Nye stier i hjernen er tegn på neuroplasticitet
Det betyder, at de stier, som vores sind plejer at gå ad i hjernen, bygges om og omlægges. Det kaldes neuroplasticitet. Dermed udnyttes nyt potentiale i vores hjerne. Vores sind opdager nye muligheder.
Denne form for neruoplasticitet knyttet med øvelsens stressrelease betyder, at vi påvirker hjernen gennem hele vores sansesystem og gennem den 10. hjernenerve kaldet Nervus Vagus. Du kan læse mere om denne nerve her. Denne nerve har stor og afgørende betydning for vores evne til at være rolige indeni. Når vi provokerer de mange sanseindtryk kan det trigge en stressrespons. Men når vi gør øvelsen i et trygt miljø og får instruktioner, der hjælper med at give slip og samtidig sætter en humoristisk stemning, så ændrer vi betydningen af disse sanseindtryk i vores hjerne. Dette kan du læse mere om her under den Polyvagale teori.
Birgitte fortæller, at hun idag synes, den er sjov at gøre. Det er helt klart tegn på, at Birgitte har udviklet nye stier i hjernen og fået en ny oplevelse af og forståelse for sin krops signaler. Det har udviklet er modstandskraft overfor stress, som er vigtig for os. Det kan du læse mere om under polyvagal teori.
Ny forståelsesramme giver stressrelease
De spørgsmål jeg stillede Birgitte fik hende til at reflektere over både sig selv, sin historie og dens betydning. Den fik hende til at opdage sin nye adfærd og sin nye evne til at tage vare på sig. Det er der utroligt meget styrke og stressrelease i. Det vil give hende oplevelsen af at kunne ændre og forandre og det er helt modsat oplevelsen af at føle sig stivnet og fastlåst. Så deri ligger mange ressourcer.
I coaching kaldes det at sætte ting, tanker og oplevelser i en ny ramme. En ramme af ny forståelse. Når man skaber en ny forståelsesramme, så er det også neuroplasticitet. Det ofte betyder, at vi ser os selv og vore liv med andre øjne. Tillægger ting nye betydninger i lyset af den nye forståelsesramme.
Birgitte udtrykker sin forståelse af Qigongs natur utroligt smukt.
“…det feminine aspekt som blidhed, ømhed, omsorg, tålmodighed, omfavnende og kærligt” og videre siger hun; “At tænke denne blidhed ind når jeg udfører øvelserne er motiverende i stedet for en opgave, et krav, men en nydelse. Det er Qigong.”
Jeg kunne ikke have udtrykt Qigongs natur smukkere. Det er præcis det, som Qigong er og kan. Qigong er den modvægt, som balancerer alle de krav vi oplever i den vestligt orienterede verden. Med Qigong kan vi finde vores ben at stå på og gå frem i livet med samlet styrke og blidhed.
Hvor meget Qigong skal jeg gøre som stressrelease?
Birgitte slutter sin mail med at spørge mig, hvor meget og hvor lidt der passer til hende.
I Qigong taler vi rigtig meget om, at “Less is more”. Det betyder, at mindre er mere. Det vigtige er, stille og roligt at bygge op. Hvis man som Birgitte og jeg selv har lidt i bagagen, så tager det tid at slippe og vænne sig til en ny virkelighed. Vores system vil reagere og typisk vil der komme en impuls til at undlade at gøre det, som forbedrer livskvaliteten.
Det er endnu et overlevelsesmønster. Selvom noget er skidt for os og vi er bevidste om det, så kan det opleves “trygt” alene, fordi det er kendt. Så det at træde ud i det ukendte og skulle blive “tryg” ved at have det godt og føle ro indeni, kan opleves “skræmmende”.
Jeg plejer at sige, at når du har mindst lyst, så har du mest brug for Qigong. Det skal forstås sådan; hvis du synes, du ikke lige har tid eller overskud, så er det lige præcis nu, at du har brug for den ro og den energi og overblik, som Qigong giver. Du kan her læse om, hvordan jeg sad fast i selvmedlidenhed engang. Det forhindrede mig i at få det bedre.
Indefra og ud-styret er sundest
Når man har været vant til ikke at lytte efter kroppens signaler er det bedst at lære at lytte efter oplevelsen af balance. Hvis jeg fortæller Birgitte at 10 minutter hver dag eller 30 minutter hveranden dag er det rette. Så vil Birgitte ikke lære at mærke efter og stole på kroppens signaler. Qigong handler også om at lade sig styre indefra og ud fremfor, at nogen udefra skal fortælle, hvad der er godt eller skidt/”rigtigt eller forkert”. Det kan vi mærke i kroppen.
For mig er det fem ud af ugens syv dage at gøre 15-75 minutters Qigong, som jeg gør om morgenen. Det er min MorgenQigong praksis for mig og min skyld uafhængigt af, hvad jeg har af hold og undervisning.
Kærlig hilsen Vibeke
