Vi havde en fantastisk tur til Tyrkiet i uge 44!
Jeg har fået flere spørgsmål, om vi havde en god underviser – jeg er nok ikke den helt rette at spørge, for det var mig, der underviste, så jeg vil jo til enhver tid sige; “ja. klart, vi havde den bedste!” 😉
Turen foregik i store træk som følger:
Om morgenen mødtes vi på stranden i Mahmutlar klokken otte og i fuld sol og næsten havblik fordybede vi os i 1 1/2 times Qigong. Det var til tider krævende at stå og gå i sandet, men det gav ekstra træning af balance og styrke i benene. Vi fik virkeligt styrket kroppen og ro i sindet – og sol på kroppen!
De første to dage foregik i træningstøj, men de sidste i badetøj. Det var ganske enkelt for varmt med alt det tøj! Qigong giver jo også en indre varme.
For at fordele solens stråler skiftedes vi til at stå med ryggen til havet og til strandpromenaden.
Jo, vi var et syn for guder og nysgerrige tyrkere og turister. Enkelte standsede op på promenaden eller ved strandkanten og deltog på afstand. Men to russiske piger var friske og spurgte om lov til at deltage.
Efter træning tog vi en frisk dukkert i det krystalklare Middelhav, hvorpå vi var klar til brunch i lejlighederne.
Vi havde nu tid til at slappe af ved poolen, shoppe, lege turister eller bare gøre lige, hvad vi ville indtil eftermiddag eller aften, hvor vi mødtes ved poolen.
Vi var blandt andet ude og se området omkring Mahmutlar. Her er vi på cykeltur og ser banan og citronplantager.
Vi var blandt andet i Tyrkisk Spa og få “Hamam”, som er tyrkisk bad og massage. Det var en vidunderlig oplevelse. Vi lå fire i samme rum på et kæmpe marmor bord, der var opvarmet. Vi blev først skrubbet og derpå sæbet ind med sæbeskum.
Efter en hårvask fik vi serveret æblete eller kaffe i en hvilestol, hvorpå vi fik massage og ansigtsmaske. Det var som at blive født på ny! Nogle fortsatte skønhedskuren med manicure, pedicure, hårfarvning og klip. Det er helt klart et fast tilbud til fremtidige Qigong rejser og retreats i Tyrkiet. Billedet er fra en reklame for en spa på et hotel, men klik på billedet, så kommer du til en norsk hjemmeside for den spa, vi var ved og skal til igen næste år.
Om eftermiddagen foregik Qigong ved den udendørs pool i solnedgang og begyndende skumring med en del nysgerrige blikke fra balkonerne. Om aftenen trak vi ind til den indendørs pool og tændte stearinlys på bassinkanten. En lille times meget meditativ Qigong og så var vi klar enten til aftensmad eller aftenhygge inden sengetid.
Nattesøvnen var dyb og rolig og virkeligt godgørende. Heldigvis var der ingen fare for at sove over sig for den lokale Muezzin kalder til bøn over højttalere på ethvert gadehjørne ved solopgang og fire andre gange i løbet af dagen. En tradition, vi slet ikke kender i Danmark.
Qigong rejsen gav mulighed for fordybelse i øvelserne, seriøs genoptræning, som en af deltagerne virkeligt fordybede sig i med et fantastisk resultat. Hun har lovet mig at fortælle det med egne ord til hjemmesiden.
Det kan svare sig at shoppe i Tyrkiet – alene nye briller kan betale hele rejsen i den besparelse, der er på briller i Tyrkiet fremfor i Danmark.
Jeg tror, der var tre eller fire deltagere i år, som købte nye briller – i rigtig god kvalitet efter dansk synstest!
Tøjet er kopivarer af mærketøj, men i en rigtig god kvalitet og til ingen penge! Markedet er en oplevelse for sig selv. Det lokale marked i Mahmutlar byder på frisk grønt og frugt fra plantagerne udenfor byen! Det smagte SÅÅÅ godt! Jeg udviklede en svaghed for tyrkisk delight, tyrkisk sundt slik.
Og maden!! Uhm! Vi spiste ude de fleste aftener – min mand og jeg spiste for 150 kroner tilsammen! Og vi fandt flere rigtig gode restauranter i lokalområdet! Jo, det var en oplevelse. jeg skal nok lægge billeder ud på hjemmesiden og den nye Facebook side Qi Living.
Allerde nu står det klart, at succesen med rejsen gentages næste år, hvor to forskellige udgaver af aktiv ferie er på tegnebrættet.
Min mand og jeg har en idé om en aktiv familieferie i efterårsferien. En ferie, hvor der kan løbes (han er løbetræner), dyrkes Qigong med mig og børnene kan lege/lave gymnastik med min datter Ellen, som er gymnastikinstruktør for børn. En aktiv start på dagen, hvorefter man har tid til at gøre, som man hver især ønsker resten af dagen. Uge 43 bliver det så kun Qigong.