Daoismens skabelsesfortælling
Daoismens skabelsesfortælling er blandt mine yndlinge. Som tidligere lærer i religion har jeg en stor svaghed for skabelsesfortællinger. For mig ligger grundforståelsen af hele religionen i den fortælling. Skabelsesfortælling kaldes også for kosmologi, som du kan læse om her.
Pan Gu og Skabelsen
Kineserne tror på, at i begyndelsen var universet tomt. Det vil sige, der var en stor kugle af energi formet som et æg. Denne kugle af energi havde eksisteret siden begyndelsen af tiden og blev kaldt Chaos. Inde i ægget var der kun tåge, der hvirvlede rundt indtil en dag, hvor det første levende væsen blev skabt i Chaos.
Hans navn var Pan Gu, og han er vores allesammens forfader. Da han var blevet skabt, sov han i lang tid, mens hans krop voksede sig større og større. Til at starte med var hans krop meget lille. Men efter 18.000 år blev han så ekstremt stor, at Chaos ikke længere kunne rumme ham. Hans stærke og tunge hovede prikkede imod den ene ende af Chaos og hans robuste fødder blev klemt mod den anden ende.
Pan Gu bryder ud
Pan Gu havde nu vokset sig enorm og uden mål. I det lille og snævre rum inde i Chaos var Pan Gu krummet ubehageligt sammen. En dag blev det så trængt, at han vågnede. Han åbnede sine øjne i forbavselse. Udover uklarheden i Chaos så Pan Gu mørke så sort, at intet andet var synligt.
“Jeg skal snart ændre den situation”, tænkte Pan Gu for sig selv. Han strakte sin ene hånd ud og knyttede en kæmpe næve, som han slog mod væggen af Chaos med al sin styrke. Kraschj! Chaos æggeskal krakelerede.
Som tågen fra Chaos lækkede ud i mørket, hvirvlede den klare og lyse energi, som kineserne kalder Yang opad og formede den smukke blå himmel. De tungere, mere dunkle elementer kaldet Yin sank for at forme jorden. Efter Chaos var blevet delt blev universet et klart og stort verdensrum.
Pan Gu skiller Himmel og Jord
Men afstanden mellem himmel og jord var meget lille og elementerne himmel og jord blev med jævne mellemrum blandet sammen med. Pan Gu kunne ikke stå oprejst i dette rum og han følte trang til at dele de to, så der var mere plads imellem dem.
En dag blev Pan Gu så irriteret, at han plantede sin kæmpe fod på jorden og sine hænder mod himlen. Pan Gu voksede et par centimeter hver dag og himlen blev tilsvarende skubbet et par centimeter højere op hver dag og jorden blev et par centimeter tykkere fra presset af hans enorme vægt. Tiden gik. Dag efter dag stod Pan Gu mellem Himlen og Jorden. Han turde ikke slippe himlen med sine hænder af frygt for at Himlen og Jorden ville blande sig og at det hele ville vende tilbage til Chaos.
Hans salte sved strømmede ned fra hans pande og sved i hans øjne. Han kunne ikke tørre det væk. Det er løb ned af hans krop og faldt som regn og dug på jorden, hvor det samlede sig i pytter som formede sig som søer og oceaner.
Arbejdet med at holde Himlen var ekstremt hårdt og Pan Gu kunne ikke undertrykke et dybt suk af lidelse. Hans ånde forvandlede sig til flydende skyer og vinden. Og lyden af hans suk blev den rungende torden. I løbet af mange mange år så han Himlen langsomt hæve sig og Jorden som voksede sig tykkere og tykkere og han glædede sig.
Pan Gu dør og bliver til naturens forskellige udtryk
Langt om længe efter 18.000 år var Himlen så høj og Jorden så tyk, der var ikke længere nogen fare for, at himlen og jorden blandede sig. Endelig var Pan Gu tilfreds og kunne slippe sit tag i Himlen. Men det anstrengende arbejde med at holde Jord og Himmel adskilt over så lang en periode havde udmattet ham og han faldt til jorden med det samme.
Hans krop blev til de massive bjerge, hans blod og kropsvæsker blev de bølgende floder.
Hans sener og vener forvandlede sig til smalle og krogede veje, hans hud og muskler blev til frodig enge. Hans hår og hans hud blev til smukke og rigt varieret græs blomster træer og skove. Selv hans knogler og tænder blev til lyse skinnende, ægte guld, skinnende ædelstene og kostbare perler. Hans smukke hår fløj op og fyldte hele himlen med talrige lysende stjerner.
Pan Gu og var endnu ikke død og observerede forandringerne med stor tilfredsstillelse. Han vidste, han var en døende mand, men han ønskede at se op på sit arbejde for evigt. Så han blinkede og sendte sit venstre øje op på den klare Hímmel, hvor den forvandlede sig til den Gyldne Sol. Han blinkede igen og hans højre øje sejlede forbi skyerne og forvandledes til den klare sølvfarvede Måne.
Den dag idag kigger Pan Gu kærligt ned på sin største skabelse; den sprudlende og smukke Jord.
Daoismens skabelsesfortælling fra undervisning i indskolingen
Denne udgave er fra et undervisningsmateriale jeg har arbejdet med i indskolingen, da jeg var lærer.
”Kom og hør om dengang der ikke var andet end Chaos. Og Chaos var som en tåge og fuld af tomhed. Pludselig brød der et strålende lys midt ind i tågen og det chaotiske ingenting. Dette lys blev begyndelsen til alting. Tågen skælvede og opløstes. Det, der var let, steg op og blev til Himlen. Det, der var tungt, sank nedad og blev til Jorden.
Og nu brød to voldsomme og mægtige bundter af rå kraft frem fra Himlen og Jorden.
De to kraftbundter forenedes og dannede Yin og Yang.
Yin og Yang
Se Yang for dig som en drage – brændende varm, mandlig, og fuld af energi. Og forestil dig så Yin som en sky, der langsomt driver afsted – fugtig, kølig og kvindelig.
Begge disse magter er fulde af kraft og styrke. Hver for sig ville de ødelægge Verden med deres uhyre kraft og Chaos ville vende tilbage. Men tilsammen afbalancerer de hinanden og bevarer verdensharmonien.
Sådan er Yin og Yang, og fra dem opstod så alt andet. Solen er af Yang og månen af Yin. De fire årstider og de fem elementer – træ, ild, jord, metal og vand – fremstod af Yin og Yang. Det samme gjorde alt levende.
Nu fandtes Jorden altså. Men den flød rundt på vandet som en vandmand og den var formløs. Som en blød bold.
Pangu/P’an Ku
Derfor skabte yin og Yang det gigantiske urmenneske P’an Ku/Pangu, der voksede og voksede hele sit lange, lange liv. P’an Ku blev sat til at ordne Jorden. Han gravede floddale og dyngede bjergene op. I løbet af flere tusinde år formede og skabte han vor jordklodes furer og folder.
Men sådan et arbejde har sin pris. Selv den mægtige P’an Ku kunne ikke undgå døden. Totalt udslidt faldt han om og døde. Hans krop var nu så enorm, at den blev til de fem hellige bjerge, da han faldt død om. Hans kød blev til den bløde muld, hans knogler til klipperne, hans hår til planterne og hans blod til floderne. Fra hans sved kom regnen, og fra de bitte små snyltere, der levede på hans krop, opstod – Menneskerne!
Menneskerne boede først i huler, men så kom De himmelske Kejsere til Jorden. De lærte dem, hvordan de skulle lave værktøj og huse. Menneskerne lærte også at bygge både, fiske, pløje, plante og tilberede maden. Sådan min kære til hører, begyndte det hele.”
