En markant anderledes graviditet
Midt i februar 2020 – termin
Det er idag min terminsdato. Min terminsdato i min tredje graviditet. En graviditet som har vist sig at være markant anderledes end mine andre graviditeter. Det er idag en kæmpe sejr at kunne se tilbage på de sidste ni måneder.
Ni måneder hvor min krop og mit sind har været igennem en masse forandringer, følelser og oplevelser. – Hvor har jeg nydt det!
Nyder det stadig selvom maven er spændt til bristepunktet, jeg mærker en større træthed i takt med lillemandens hurtige vækst i maven og sofaen om aftenen synes meget dyb og blød at komme op af.
Men jeg kan stadig de ting, jeg vil. Være der for mine børn, min mand, mig selv og undervise i og udføre Qigong.
De sidste ni måneder
Når jeg ser tilbage på de sidste ni måneder, har jeg virkelig nydt at kunne være i en graviditet hvor de gener, udfordringer og smerter som mine tidligere graviditeter og efterfødselsforløb indeholdt har været ikke eksisterende. Hvor jeg efter min anden graviditet og efterfødselsforløb fik konstateret kronisk smertelidelse i bækkenet. Læs mere i mit blogindlæg qigong i graviditeten Nu i denne, min tredje graviditet, har jeg kunne langt mere end jeg troede muligt. Dette sammen med en overraskende selvfølge i mit sind om, at hvorfor skulle jeg ikke kunne det?!
Hvorfor skulle jeg ikke kunne undervise 6 -8 hold i Qigong om ugen ind i mit tredje trimester selvom jeg er gravid?
Hvorfor skulle jeg ikke kunne undervise og assistere på uddannelser af kommende certificerede instruktører og børneqigong instruktører i januar 2020, selvom jeg er gravid og har termin midt i februar? Se mere om Certificerede Qigong instruktør uddannelse og BørneQigonginstruktør uddannelse her.
Selvfølgelig kan og kunne jeg det.
Jeg glæder mig kun til alle de nye og spændende tiltag, der venter for mig selv og Qigong, når fødslen er vel overstået og jeg har nydt baby og vores nye familieliv.
En kæmpe sejr
Det er en kæmpe sejr, at kunne se tilbage og og skrive overstående.
En kæmpe sejr at kunne stole på egen krop og intuition. Min egen mavefornemmelse af, at en tredje graviditet kunne jeg og min krop, men også min familie sagtens klare. For lige efter mine tidligere gravidteter og efterfødselsforløb, var min krop og intuition samt min mavefornemmelse et helt andet sted. Jeg stolede ikke en døjt på egen krop og hvad krop og sind prøvede at fortælle mig. Det har været en lang og sej kamp at komme hertil hvor jeg er nu. Men heller ikke en kamp jeg ville have været foruden, som jeg ser det nu.
Hvad har jeg lært
Derfor er det en kæmpe sejr, når min mand, som bl.a i tidligere graviditeter måtte bære mig i seng, når min krop ikke kunne mere, siger: “Ja, denne graviditet har vi ikke mærket meget til.”
Det er en kæmpe sejr, at jeg stadig kan tumle, lege og deltage i mine børns liv. Stadig kan kravle op i mine børns halvhøje senge og putte og nusse med dem, når det bare er det eneste der virker for at de kan falde i søvn. Stadig have energi og overskud til at pjatte, løfte og favne dem som de har brug for. Som min ældste på 5 år siger:” Det er ok, du ikke kan løbe lige så stærkt med lillebror i maven som før, men det er dejligt, at du stadig kan følge med mig.”
Det er en kæmpe sejr at have en graviditet uden gener og smerter. Kunne føle glæde ved og nyde den. Nyde baby i maven og dens udvikling og bevægelser. Nyde at være en del af noget større som det for mig er, at have et helt nyt liv, et lille menneske voksende i sin mave.
Qigong – den helt store forskel
Hvad har så været den helt store forskel? Den forskel der har gjort, at jeg nu i min tredje graviditet kan føle mig så sej, uden smerter, glad og stadig med overskud og energi?
Qigong. Uden tvivl.
Jeg er helt overbevidst om at min egen praksis og min undervisning i Qigong er den helt afgørende faktor. Den helt afgørende faktor for, at jeg har det så godt og har sådan en vellykket graviditet.
Selv når der har været små bump på vejen som en blærebetændelse. Blødgørelse og udvidelse af leddene og ligamenterne omkring bækken og kønsben. Områder som tidligere har været præget af store smerter og gener langt ind i efterfødselsforløb, har det denne gang kun vist sig som en murren. En murren som jeg kunne gøre noget ved, afhjælpe og forebygge ved hjælp af Qigong. Det at jeg har kunne gøre noget selv, har været en helt utrolig tilfredsstillelse og sejr.
Ved at udføre Qigong i min graviditet:
- føler jeg mig stærk, bevaret en god kropsbevidsthed og smidighed
- har jeg ingen gener og smerter fra mine tidligere graviditeter og efterfødselforløb
- har minimal vægtstigning
- har haft minimal kvalme og væske i kroppen
- har overskud og energi
- bevaret min kondition
- mærker en endnu dybere forståelse og virkning af den dybe vejrtrækning – Qigong åndedræt
- har ro, nydelse og nærvær i krop og sind
- glædes jeg over og nyder min krops udvikling og baby i maven
- har minimal tyngdefølelse i bækken og lænd
- begynder først nu, i de sidste uger op til termin at opleve plukveer, som en del af modning til fødsel
- styrket min egen tro på mig selv, min egen mavefornemmelse og mine evner
Uendelighedstegn øvelse – rotation af hofterne
Herunder vil du finde et videoklip af en af de Qigong øvelser som jeg har haft stor glæde og gavn af i min graviditet. Klippet stammer fra Qigong for gravide videoer som du finder i WebQigong.
Uendelighedstegnøvelsen – rotation af hofterne i et uendelighedstegn – er en Qigong øvelse som styrker og afspænder muskulatur, led og væv i især bækken og lænd. Det er også en øvelse som aktiverer hele kroppen, da det er en bindevævsøvelse. En bindevævsøvelse som aktivere alt bindevæv i hele kroppen.
Bindevæv som findes i hele kroppen og indeholder op til seks gange flere smertereceptorer end i muskler. Det har derfor et stort fokus i Qigong. Så kroppen kan blive afspændt, styrket og afstresset på en skånsom og også mest effektive vis. Du kan læse om Bindevæv her.
Det er en øvelse som jeg har haft stor glæde af før min graviditet. Som styrkelse og opbygning af bækken og lænd, nogle af mine tidligere problemområder i kroppen. Ved at det også bliver en fortsat del af øvelserne efter fødslen, når kroppen skånsomt skal komme sig over graviditet og fødsel.
Fremtiden
Som jeg nu på min terminsdato ser tilbage på min graviditet er det med et styrket og en bedre rustet krop og sind. Styrket og rustet til at møde og tackle hvad der vil og må komme. Med en klippefast tro og ro i at alt det som Qigong kan, er og indeholder vil være en fortsat kæmpe støtte og del af fødslen og i mit kommende efterfødselsforløb. Men mere om det i et fremtidigt blogindlæg.
Nu er det tid til at nyde den sidste tid af graviditeten og med en spændt venten fra hele familien på lillebror i mavens ankomst.