Daglig Qigong vane – hvordan gør jeg det?
Jeg fik et spørgsmål i min Qigong Brevkasse om daglig Qigong vane. Det er faktisk et spørgsmål, jeg tit får. Derfor skriver jeg dette brevkassesvar og inkluderer en kort video med et delvist svar. Dette video-svar uddybes her i teksten.
Jeg starter ud med de bedste intentioner om at gøre Qigong dagligt og meget hurtigt så må jeg erkende, at jeg ikke får taget mig sammen. Det bliver ligesom bare ikke til noget.Jeg får bare ikke en god daglig Qigong vane.
Rigtig mange mennesker kender måske til dette. Det kan være i forhold til en daglig Qigong vane eller alt muligt andet.

Hvad er en vane og kan man etablere en ny?
Ifølge Gyldendal – Den store danske defineres vane som følger:
vane, ureflekteret gentagelse af adfærd, automatisk reaktion. Vanen er grundlæggende for al kompleks indlæring. I dagligsproget skelnes oftest mellem gode og dårlige vaner.
Aristoteles den græske filosof sagde, at:
Vi er, hvad vi gør igen og igen,
Han knytter derfor vores identitet sammen med vore handlinger.
Han interesserede sig meget for at være dydig i forståelsen “gode mennesker overfor os selv og andre”. Om det siger han yderligere:
Vi agerer ikke ret, fordi vi er dydige eller excellente. Det er snarere sådan, at vi besidder disse, fordi vi har handlet ret.
Dermed siger han, at vi gennem vores handlinger former hvem vi er, altså vores identitet.
Excellence, det at udmærke sig, er en kunst, en evne, som udvikles gennem træning og tilvænning.
Aristoteles konkluderer:
Excellence er derfor ikke er en handling, men en vane.
Hvordan etablerer jeg en ny vane?
Der verserer mange bud på, hvad der skal til for at etablere en ny vane. Nogle siger mellem 21 dages daglig gentagelse, nogle siger 30 og andre siger mere.
Nyere forskning tegner et andet og mindre entydigt billede end 21 eller 30 dage. 96 personer deltog i 2010 i et studie foretaget af University of London. Deltagerne blev fulgt over tolv uger, imens de forsøgte at etablere en ny vane angående deres sundhed.
Konklusionen blev, at det tog gennemsnitligt 66 dage at etablere en ny vane – men faktisk svingede det mellem 18 og 254 dage!
Overvejelser i forbindelse med etablering af ny vane
Når det nu tager mellem 18 og 254 dage at etablere en vane, kan man så i virkeligeheden tale om en vane i den forståelse, som jeg definerede først? Er vanen så overhovedet en ureflekteret gentagelse af adfærd, en automatisk reaktion?
Nej!
Vil mit umiddelbare svar være.
At etablere en ny vane, som fx en god daglig Qigong vane, vil snarere være et bevidst valg af handling – hver dag. En handling jeg vælger at gøre, fordi den hjælper mig med at være den person, jeg ønsker at være.
Du får her en video Blog med mit delvise svar på hvordan man får en god daglig Qigong vane. Resten af svaret er at finde her i brevkassesvaret.
Mine fire spørgsmål til fx at etablere en ny vane
Hvad?
Når vi taler daglige Qigong vane – hvad er det så Qigong vil give dig, når det er en daglig Qigong vane?
Hvad vil den nye vane give dig? Dette er dit mål, den ønskede tilstand. (Se filmen for mit eksempel).
Hvad vil du personligt have ud af din Qigong? Er det bedring på det helbredsmæssige, specifikt på et område eller overordnet? Er det mere energi, overskud og glæde? Er det at kunne sprede gode oplevelser som konfetti for dine deltagere? Eller er det udelukkende for din skyld? Jo mere specifikt du kan formulere det, jo lettere er det at sætte flueben ved.
Hvorfor?
Når vi taler daglige Qigong vane – hvorfor er det så vigtigt for dig med en daglig Qigong vane?
Hvorfor er det vigtigt for dig, for andre? Dette er din motivation. Det er det, som skal kunne få dig igang med at gøre det, du ønsker.
Hvilken følelsesmæssig tilstand vil dit opnåede mål give dig? Det kan være følelsen af frihed forbundet med generhvervet arbejdsevne. Det kan være følelsen af at føle sig fyldt med energi i modsætning til den vante følelse af træthed. Dvs. energifyldt er henimod (gulerod) og træthed er væk fra(pisk).
Hvordan?
Når vi taler daglige Qigong vane – hvordan vil du så etablere en daglig Qigong vane?
“Hvordan” er din plan. Det er din opskrift på succes med din daglige Qigong vane. Lidt som en opskrift. Du har måske en grundopskrift til en god kage, men af og prøver du en ny sammensætning eller tilfører en ekstra ingrediens. Bare for at finde ud af om det det er bedre eller bare en fornøjelig variation.
Hvordan vil du finde ud af hvad der virker bedst? For at finde bedst egnede tidspunkt på dagen, tidsforbrug og Qigong indhold, må du prøve dig frem. Det er kun når du gør noget, at du har noget at justere dit “hvordan” ud fra. etablere den? (plan – hvornår gør du den nye vane, specifikt!)
Er det dagligt du vil gøre din nye vane eller hver anden dag – hvilke dage? Hvor meget tid vil du bruge? Hvad skal være inkluderet i den tid, dvs. hvilke øvelser vil du gøre? Er det samme program hver gang eller varierer det?
Hvem?
Når vi tænker på Aristoteles tanke om, at vi er hvad vi gør igen og igen, så tydeliggøres vigtigheden af at definere “hvem”.
Jeg tænker altid “hvem er jeg, når jeg gør dette?”
Jeg vil gerne være en, der respekterer mig selv, viser mig selv omsorg og kærlighed. Det vil jeg fordi, det er i min verden, den eneste måde at inspirer andre til at gøre det samme. Jeg vil gerne være en rollemodel. Jeg vil også gerne være en, der rent faktisk gør, det jeg siger jeg gør, så det ikke bare er varm luft og luftkasteller. Tja, så er jeg også nødt til at gøre det der skal til uanset hvad jeg har lige i øjeblikket har lyst til. Du kan her læse om hvordan selvmedlidenhed var min største fjende, da jeg i sin tid skulle skabe en god daglig Qigong vane.
Jokeren til de fire spørgsmål
Jokeren til de fire spørgsmål er: VEDHOLDENHED!
Intet kommer af sig selv udover støv og skidt. Så bliv ved med at gøre indsatsen, så kommer belønningen af sig selv.
Faktisk er det ved at gøre noget nyt, at vi ændrer signalføringen i hjernen og dermed både vores indre tilstand, men også vores oplevelse af, hvad vi kan og hvem vi er. Læs om neuroplasticitet her.

Slutteligt er der blot at gøre opmærksom på Albert Einsteins velkendte definition spå idioti (i gamle dage kaldtes det sindssyge).