Identitetsfortælling i anledning af 10 års fødselsdag
10 års fødselsdag i 2024 – udvikling er den eneste konstant!
Identitetsfortælling er alt, hvad vi siger(og gør), som afslører lidt og nogle gange meget om, hvordan vi tænker og føler om os selv.
Den 29. marts 2024 er det 10 år siden, jeg oprettede Vibeke Fraling Qigong Academy!🇩🇰
10 år…
Det er ca. ⅕ af mit liv…
Som jeg sidder her og reflekterer over den rejse, de 10 år har været, så kan jeg ikke skelne den rejse fra den, jeg er. Derfor er min beretning her også at betragte som min identitetsfortælling.
Det er som med uendelighedstegnet ♾️ det starter og slutter kontinuerligt. Hvis man fører fingeren med rundt i ♾️, vil fingeren afslutte et tegn og kontinuerligt føre ind i det næste. Læs om uendelighedstegnet i mit logo her.
Udvikling er den eneste konstant, som filosoffen Heraclitus citat her er blevet til:
Udvikling er ikke det, vi skal frygte. Det er mere manglende villighed til at erkende sandheden i Heraclitus ord. Dermed kommer vi nemt til at holde fast i noget, som ikke gavner os. Rigiditet i krop og sind holder os fra at følge livets flow og få det bedste ud af livet.
Livs-metaforer og identitetsfortælling
Vi har alle en fortælling om os selv – vores identitetsfortælling.
Og som jeg indledte med: Alt hvad vi siger(og gør), afslører lidt og nogle gange meget om, hvordan vi tænker og føler om os selv (og andre, men det tager vi på et andet tidspunkt). Derfor bliver det, vi fortæller om os selv også en del af vores identitetsfortælling. En del af det vi identificerer os med.
Som med Qigong bliver vi aldrig færdige med at udvikle os og derfor er det godt at blive bevidst om, hvilken fortælling, du fortæller dig selv – og andre – om, hvem du er. Din identitetsfortælling kan være et vindue ind i din smerte eller i dine muligheder. Det afhænger alt sammen af perspektiv…
En væsentlig del af min identitetsfølelse er knyttet til Qigong og det, jeg har oplevet og manifesteret med Qigong, siden jeg mødte Qigong i 2012.
“Din sande styrke kommer af at være den bedste udgave af dig, som du kan være. Så… hvem er du? Hvad er du god til? Hvad gør dig til dig?” Sådan siger sandsigersken til Kung Fu Panda Po.
- Hvis du nu skulle beskrive dig og dit liv med en metafor, hvilken metafor ville det mon så være?
- Hænger dit valg af metafor sammen med den måde, du lever dit liv på?
- Hænger metaforen sammen med uforløst følelsesmæssig smerte eller er den støttende for dig og får dig til at tro på dig selv, være optimistisk og se lyst på livet og få det bedste ud af livet?
“Der er aldrig noget, der er så skidt, så det ikke er godt for noget andet!” Måske du har hørt denne talemåde? Den er afgørende for hvilket perspektiv, man har på det, man har oplevet. alt hvad vi oplever og har oplevet bliver del af vores identitetsfortælling.
Derfor er det godt at huske på endnu en ting sandsigersken fra Kung fu Panda siger:
Livsmetaforer – et billede på identitetsfortælling
Jeg er vild med metaforer. At tale i billedsprog taler til den del af os og vores hjerner, som rummer den intuitive og følelsesmæssige intelligens. Det gør os i stand til at opleve og forstå dybt inde i sjælen noget, som kan være svært at sætte konkrete ord på.
Hvis du nu skulle beskrive dig og dit liv med en metafor, hvilken metafor ville det mon så være? Hænger dit valg af metafor sammen med den måde, du lever dit liv på? Hænger metaforen sammen med uforløst følelsesmæssig smerte eller er den støttende for dig og får dig til at tro på dig selv, være optimistisk og se lyst på livet og få det bedste ud af livet?
Din metafor viser, hvilken identitetsfortælling du har om dig selv.
Jeg har tre metaforer, som min identitetsfortælling, som jeg husker mig selv på, når livet skubber til mig. Det er mine Livsmetaforer.
Tumlingen
Min opvækst var som mange andres ikke uden sværdslag. Jeg forstod tidligt i livet, at det afgørende ikke var, hvad der skete, men hvordan jeg tog det. Tror endda Piet Hein har lavet et gruk om det.
Jeg valgte, at jeg ville være sådan en person, der aldrig blev væltet for at blive liggende. Jeg ville være ligesom de der tumlinger, som børn leger med. De skubber dem og de gynger, men selvom de skubbes voldsomt og rammer underlaget, så vipper de op igen. Utrætteligt og med nærmest uendelige ressourcer, synes jeg, at disse tumlinger er. Sådan en ville jeg også være. Og det er jeg. Det er en del af min identitetsfortælling. Læs om min indre drivkraft her.
Korkproppen
En af mine veninder har i alle de år, hun har kendt mig, kaldt mig en korkprop. Som hun uddyber det:
“Livet kan vælte ind over dig og voldsomme bølger hvirvler dig under vand, men vupti, som en korkprop er du igen i overfladen og kan trygt trække vejret igen.”
Og hun har ret. Når jeg sidder midt i en oplevelse af ikke at kunne få luft eller trække vejret frit, så husker jeg denne metafor som en del af min identitetsfortælling. Det gør det lettere at trække vejret dybt, fyldigt og HELT roligt, så jeg alligevel finder min indre ro og fred – samt TILLID og indre STYRKE. Læs om åndedrættet her.
Katten der lander på benene
Som en kat lander jeg altid på benene. Uanset hvor dyb en kant jeg er kommet over eller hvor langt ned i “et hul” jeg er sprunget, så lander jeg på benene. Og jeg er stålsat på vedholdende at klatre op ad den stejle væg for at komme sejrrig til overfladen. Og det gør jeg.
Det er ikke, fordi jeg er eller kan noget særligt. Jeg har bare valgt, at jeg ALDRIG giver op. Jeg må gerne kaste håndklædet en stund og puste ud. Det svarer til bokseren, der trækker vejret og får en tår vand inden næste omgang. Eller boldspilleren, der i halvlegen puster ud og lægger strategi for næste halvleg. Læs her om dengang min selvmedlidenhed var en kæp i hjulet og min tro følgesvend. Læs her, hvordan jeg heler følelser, der gør ondt indeni, følelser, som ellers kan lamme og holde mig tilbage.
Hvordan føles det, hvis livet er godt og let?
I 2024 har jeg besluttet, at det er ok at give slip på overbevisningen om, at jeg “kun må nyde, når jeg har ydet hårdt”. Det er et opgør med tendensen til, at “livet skal være lidt svært, før vi kan tillade os at fortjene det gode liv.” Her kan sporene efter Janteloven vise sig. Misundelsen i forhold til andre og deres succes kan vendes. Vi kan have brug for at ændre tanker og følelse med den “pegende finger” fra, at det er med tanken og følelsen, af at “de kan noget, jeg ikke kan”. Til at tanken og følelsen med pegefingeren handler om, hvordan de andre kan inspirere mig til at opnå tilsvarende resultater for mig selv.
Faktisk har en af mine cert. Qigong Instruktører, Hanne, ladet sig inspirere af en sætning, jeg sagde til MeTreat i WebQigong i marts 2024:
“Hvis du nu skulle føle livet godt og let! Hvordan vil det så føles i kroppen?”
Hun har ved flere lejligheder fortalt, hvor stort indtryk det spørgsmål gjorde på hende. Og hun spejler spørgsmålet tilbage til mig, og minder mig om min beslutning.
Denne tegning tegnede Hanne med fedtfarver undervejs, mens hun lyttede til MeTreat, som ligger som replay i WebQigong. MeTreaten hedder Fleksibilitet i krop og sind – fra intention til handling og er fra Marts 2024. Den er knyttet Marts måneds tema, som handler om Bindevæv og balance.
Bemærk, at Hanne har skrevet mit spørgsmål ind på sin smukke tegning. Læg også mærke til de smukke hjerter, som bladene er blevet til. Hanne instruerer ofte Qigong i Naturen i og omkring Middelfart, hvor hun bor.
Hanne har arbejdet med sin egen identitetsfortælling på MasterClassForløb med spirituelt fokus, som er efter- og videreuddannelse for cert. Qigong Instruktører. Denne deler hun gerne på sine hold som inspiration. Læs om Hanne her – der er aspekter af hendes identitetsfortælling.
Dette er historien – det er derfra, jeg kommer
2009-2014
2009 gik jeg ned med stress. Det blev til smerter, diagnosen fibromyalgi og overvældende følelse af håbløshed! Så en periode hvor jeg mødte Qigong og hver dag kæmpede indre kampe for at lade troen på, håbet om og tilliden til, at jeg kunne få et bedre liv vinde!💪🏻 (Du kan læse min historie her og se den på video her).
Det lykkedes!👏🏻🤩
Første marts 2014 startede jeg i fuldtidsjob efter fleksjob. Mange syntes, jeg var bindegal, men jeg var ikke i tvivl! Jeg VILLE ud af systemet, så jeg kunne bygge mit liv på og med Qigong.😍
29. marts – På denne dato for 10 år siden (en lørdag, så vidt jeg husker) var jeg i Fruens Bøge og få taget de første billeder til min hjemmeside. Og da jeg kom hjem, oprettede jeg mit CVR nummer! 🇩🇰🥳
Det var ganske koldt at stå der i bare tæer og intet overtøj! Men de billeder blev starten på min spændende og krævende rejse med Qigong.😊
2015-2017
2015 blev jeg skilt. Det kostede kræfter, men jeg var heldig at have et godt job, netværk og min elskede Qigong!💪🏻
2016 skiftede jeg job og blev asyllærer i Nyborg. Her blev Qigong en endnu mere væsentlig del af hverdagen, da vi gjorde Qigong dagligt med børnene. Jeg var glad for at blive på skolen, da asylcentret lukkede. ☯️
2017-2021
2017 tog jeg springet og blev 100% selvstændig med Qigong. Mange spurgte om man kunne leve af det? Det lykkedes ;-)💪🏻👏🏻
2019 (december) skrev jeg under på lejeaftale til lokaler i Nyborg. En stor drøm gik i opfyldelse. Mine egne lokaler til Vibeke Fraling Qigong Academy. 🌱🌳
2020 i slutningen af januar holdt jeg åbningsreception og nåede at have åbent i en måned før Corona lukkede for al live aktivitet. Heldigvis kunne jeg omlægge det meste til online. Og var heldig at være åben om sommer til de live aktiviteter. Men da Corona lukkede for alle aktiviteter live for anden gang, måtte jeg sige farvel til lokalerne. En drøm var realiseret, og det glæder jeg mig over. Jeg glæder mig også over at være kommet ud af den, før den blev et større økonomisk mareridt, end den blev.🙈😉
2021-2023
2021 flyttede min yngste hjemmeboende søn, jeg og Vibeke Fraling Qigong Academy til Stige i Odense Nord. Det var ikke kun en kærlighedsbeslutning. Det var også en nødvendighed. Der skulle tænkes nyt, og jeg havde brug for læ i en sikker og tryg havn midt i Coronas altødelæggende vinde.
Det har lært mig meget om at turde tage imod både kærlighed og hjælp på alle planer. At turde være sårbar og ikke at skulle have “styr” på det hele alene hele tiden! ♥️
Coronas økonomiske røvtur har betydet nye spændende oplevelser for mig; jeg har taget en tjans som poder i 2020/2021, som lærervikar(2021) og senest som vaccinatør 2021/2022 samt cyklende hjemmesygeplejerske (2023-2024). Jeg har mødt så mange virkeligt skønne mennesker, som har givet mig så meget med. Min tro på menneskeheden er stærkere og jeg priser mig lykkelig, at jeg stadig har Vibeke Fraling Qigong Academy.💖💖💖
2023 blev jeg gældsfri efter skilsmisse og Corona – det var FANTASTISK! For mig havde det næsten føltes som en umulig drøm. Det gav på alle planer et tiltrængt åndehul; mentalt, følelsesmæssigt og praktisk.
2024 – nye muligheder i Trædragens år – vejen frem!
I år (2024) kan jeg fejre 10 år som selvstændig. Og hvis der gælder det samme for et firma, som man siger om forhold, så er 7-årskrisen nu mere end vel overstået! Jeg klarede det – med støtte og hjælp fra den bedste kæreste, de skønneste venner, netværk og Qigong kursister, instruktører og WebQigong-medlemmer.🥰🙏🏻😍
Jeg sidder her og kniber et par tårer. Det er mange følelser, der vækkes, når jeg tænker tilbage. Jo, det var et bindegalt projekt – både da jeg for 10 år siden gik fra fleksjob til fuldtid og åbnede Vibeke Fraling Qiogng Academy. Og også da jeg i 2017 gik fra deltidsselvstændig til fuldtidsselvstændig. Og det har også føltes bindegalt i dette ingenmandsland, som Corona føltes som.😱 Og nu har vi en verden fuld af konflikter og krige…😳
Måske begynder min tid som “blomsterbarn” for alvor nu? For der findes ikke et bedre tidspunkt for tro, håb og kærlighed med masser af tillid end midt i en krisetid. Og vi har mere end nogensinde brug for at finde lys i mørket. Og for at VÆRE lys i mørket. Og vi har ALLE noget godt at bidrage med! Uanset hvad vi tænker og tror om os selv.
Jeg tror på en fælles identitetsfortælling, hvor vi alle har mulighed for at være fyrtårn for hinanden, så vi sammen kan finde vej.
Vores inderste dyders tid er NU
I den Daoistisk funderede Qigong betragter vi de inderste værdier som dyder, og vi antager, at de er “iboende” og blot skal “vækkes”. Disse dyder er almene og universelle og betragtes som både måden at leve på og målet for livet at kultivere. Det kaldes for Wuji eller DAO, når vi lever vores inderste dydige essens ud. Det er samtidig en tilstand, som i Vesten betegnes som oplevelse af FLOW. Læs om Daoismen og flow her.
Dyder findes formuleret i alle trosretninger. I Kristendommen kender vi dem fx fra den gyldne regel, som handler om, at vi kun skal gøre mod andre, som vi ønsker andre behandler os.
Matthæusevangeliet kap. 7 (Bjergprædiken) vers 12:
“Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer,
det skal I også gøre mod dem”.
Gennem den indre balancering og indre fred, som Qigong giver, vækkes de indre dyder og vi begynder at udstråle dem.
En af mine deltagere gav mig i 2019 en udgave af en bog, hun netop havde udgivet: Thomasevangeliet.
Logion 24:
“Hans disciple sagde: ”Lær os om det sted,
hvor du er, for at vi må søge efter det.”
Han sagde til dem: ”Den som har ører, skal høre.
Der er lys i det indre af et lysmenneske,
og det oplyser den hele verden.
Hvis det ikke lyser, er der mørke.”
Kærlighed er målet og vejen
Og hvis der er noget, som Qigong har forstærket i mig, så er det da, at lyset forstærkes af tro, håb og kærlighed!✝️⚓️♥️
Ganske som Paulus skrev i sit første brev til Korinterne:
“Vers 13: “Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden.”
Første korinterbrev anvendes ofte til bryllupper, men efter min mening er det ikke den romantiske kærlighed, der tales om, men den kærlighed, som er mellem mennesker og som vi med fordel kunne lade styre vores handlinger.
Dette ses tydeligst ved at se på de øvrige vers.
Her ses mere tydeligt kærlighedens essens
v1 “Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.
v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.
v3 Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.”
Her er kærligheden det, som gør forskellen og giver vores handlinger og kompetencer “besjæling”. Alt andet er tomt og støjende. Kærligheden giver betydningen – meningen.
v4 “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.
v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”
Dette er kærlighedens essens – og denne essens glemmer vi alt for ofte.
Kærligheden er i sin essens ubetinget. Alligevel er den i alt for mange relationer reduceret til en handelsvare. “Hvis du ikke gør x, så fratager jeg dig min kærlighed”. Dette blot eet eksempel på kærlighed på betingelser.
For mig har det altid været sådan, at kærlighedens sande essens udtrykkes i Korinterbrevets samlede tekst. Således inddrager vi nu de sidste vers.
De sidste vers om kærlighedens essens
v8 “Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.
v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis,
v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.
v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.
v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”
De sidste vers refererer til vores uvidenhed og vores ubevidsthed. Det refererer også til vores evne eller mod til at turde stå ansigt til ansigt med os selv i mødet med os selv og en anden. Vores evne til at kende os selv og kende den anden og elske det vi møder i os selv og i den anden. Rent og uden fordømmelse, men med åbne kærlige øjne.
“Vers 13: “Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden.”
Vejen til kærligheden er gennem det knuste hjerte – ifølge Rumi
“Bliv ved med at knuse dit hjerte, indtil det åbner sig.
Hør passagen ind i stilhed og vær stilhed.” Rumi
Tiden er inde til at finde denne kærlighed og lade den fylde vores hjerter. Ifølge den persiske digter Rumi sker dette ved at lade vores hjerte knuse.
Frygten for at få knust vores hjerter afholder os fra at åbne det. Det bliver dermed frygt, der styrer os og ikke tilliden. Vi er så meget stærkere af at have tillid til, at uanset, hvad der sker, så vil vi komme styrket gennem det. At vores evne til at føle kærlighed forstærkes snarere end svækkes af modgang. Fysiologisk set er hjertet jo en muskel, som styrkes gennem at bruge det. Det kalder vi kondi – læs om det her. Derigennem udvikles empati.
Det giver os samtidig indre ro og fred og det vil skabe endnu mere ro og fred omkring os – og det er måden at forandre og forbedre verden. Vi starter med os selv!
Vejen til hjertet går gennem stilhed
“Hvorfor er du bange for stilheden?
Stilhed er roden til alting.
Hvis du går ind i dets tomrum,
vil hundrede stemmer tordne beskeder,
du længes efter at høre.” Rumi
I stilheden finder vi evnen til at høre vores højere intuitive stemme – hjertets hvisken. Det kan du opleve på denne Live MeTreat om tomheden, som giver hjertet sin stemme.
"Tiden er inde til at forvandle dit hjerte til et ildtempel.
Din essens er guld skjult i støv.
For at afsløre dens pragt skal du brænde i kærlighedens ild." Rumi
Måske vi sammen kan skabe en kollektiv identitetsfortælling baseret på en “kærlighedsbølge” – på nogle måder inspireret fra 60’erne og bevægelsen “Make LOVE – not war” – bare uden alle de psykedeliske stoffer… 😉
Tusind tak til dig, der følger med her på hjemmesiden, i nyhedsbrevet, i WebQigong og på MeTreats, kurser og uddannelser.
Tak fordi du derigennem giver din støtte og opbakning samt glædes med mig, når tiden er til det! Det betyder alverden, tak!🥰🙏🏻
Jeg ønsker for dig og dine, at I må være velsignet med lykke og held samt masser af klar og frisk Qi!🌸🌺🌼
Må dagen idag bringe klarhed og kærlighed☯️♥️
Kærligst Vibeke